• Sådan kan ny forbindelse mellem Østerbro og Refshaleøen komme til at se ud

    Source: BDK Borsnyt / 23 May 2025 04:37:44   America/Los_Angeles

    Goddag, kære læser, og velkommen til Berlingskes nyhedsoverblik »Metropol«, der denne uge spadserer over en mulig ny bro mellem Østerbro og Refshaleøen i København og leder efter kritisk nødvendig medicin på hovedstadens hospitaler. Men først en historie om, hvordan amerikansk politik rammer hovedstadens asfalt. 1. Trumps værdikamp rammer København Kort fortalt: Den amerikanske ambassade i København skal købe tre parkeringspladser af kommunen, men har omvendt krævet, at kommunen skriver under på ikke at handle mod Donald Trumps politik om antidiskrimination. Perspektiv: Selvom ambassaden efterfølgende har trukket kravet igen, kalder borgmester det »et bizart krav« og mener, at amerikanerne lige præcis her »på sin vis opfører sig værre end på den russiske ambassade«. 2. Bud på ny forbindelse over Københavns Havn Kort fortalt: Det tyder på, at København får endnu en bro. Det er konklusionen, efter at det nu er blevet analyseret, hvordan der kan skabes en forbindelse mellem Refshaleøen og Østerbro for cyklister og fodgængere. Perspektiv: En lavbro vurderes umiddelbart at være den bedste løsning. Blandt andet på grund af prisen. Men løsning »vil i større eller mindre grad forringe forholdene for de sejlende«, lyder det dog også. 3. Medicinkrise på hospitalerne Kort fortalt: Over 200 centrale lægemidler var sidste år udgået eller i restordre på hospitalerne i Region Hovedstaden, viser opgørelse. Mangel på antibiotika er en af de helt store »akilleshæle«, lyder det. Perspektiv: Det er kritisk for patienterne. Derfor vil Danske Regioner have lov til at producere mere medicin. Danske Regioner mener, at der bør bruges et milliardbeløb på nye offentlige produktionsfaciliteter. 4. København tøver med at tage imod stor Churchill-gave Kort fortalt: Københavnerne er blevet tilbudt en gave til 1,2 millioner kroner i Churchillparken ved Kastellet i København. En sti med citater fra Churchill samt en renovering af busten af ham. Perspektiv: Teknik- og Miljøforvaltningen i kommunen anbefaler dog politikerne på rådhuset at takke nej til gaven. Blandt andet, fordi udgifterne til drift af parken som følge af gaven årligt vil stige med 35.000 kroner. Tre hurtige Quiz: Er du rigtig klog – hvad ved du om Frederiksberg? Han er en af Københavns mest berømte borgere – nu kan museum være på vej Analyse: En af de to vinder København, et stort, symbolsk slag er skudt i gang Ugens førsteplads Europe Top Restaurants fra Opinionated About Dining (OAD) er netop udkommet med anbefalinger til de bedste spisesteder i 2025. Og for femte gang i træk topper den københavnske restaurant Alchemist listen. Det er rekord. »Det betyder utrolig meget for både mig og hele teamet, at så mange i OADs dedikerede panel har stemt på os,« siger Rasmus Munk, der er køkkenchef og medejer af restauranten. Ugens oplevelse En psykotisk 22-årig mand gik ind i storcenteret Field's i Ørestaden og skød. Han dræbte tre. Heriblandt Esther Leurans 17-årige søn. Det har hun skrevet om i bogen »Den første dag« baseret på sine dagbogsnotater. »Den første dag« er ikke bare en sorgbeskrivelse, men også 430 siders kærlighedserklæring fra mor til søn, skriver Berlingske anmelder Nynne Bjerre Christensen og kvitterer med fem ud af seks stjerner. Tak fordi du læste med. Har du ris, ros eller et godt tip fra hovedstaden til os, så er du altid meget velkommen til at sende det vores vej på metropol@berlingske.dk. https://www.berlingske.dk/metropol/saadan-kan-ny-forbindelse-mellem-oesterbro-og-refshaleoeen-komme-til-at
Share on,